Aktiv leve- og bosætningspolitik

Vi skal turde bruge den store værktøjskasse, når Mors skal udvikles til at blive et endnu bedre sted at flytte til, arbejde og bo – uanset hvor man er i livet. Vi skal tænke anderledes, samarbejde utraditionelt – og fortælle om det.

Frikommune: 
Vi ønsker at gøre Mors til en mere attraktiv kommune. Det kræver modige valg og friere rammer, og derfor vil vi aktivt arbejde for, at Morsø Kommune bliver frikommune. Som frikommune kan vi afprøve nye løsninger og frigøre os fra nogle af de nationale regler, der bremser udviklingen.


Nytænkning af den kollektive trafik: Vi skal nytænke den kollektive trafik, så den fungerer for dem, der bor og lever på øen. Det gælder især unge og ældre, der i dag oplever skæve bustider eller manglende forbindelser. De allerede afsatte midler skal bruges til at finde alternative løsninger med afsæt i det analysearbejde der er gennemført i samarbejde med SWECO, samt Regeringens ekspertgruppes anbefalinger til fremtidens kollektive transport. Alle muligheder skal på bordet, så tilbuddet tilpasses morsingboernes behov for transport.

Borgerinddragende udvalg: Det såkaldte § 17, stk. 4 udvalg har vist sin styrke i udviklingsprojekter og fremtidsplaner, hvor det har dannet fundament for et samarbejde mellem borgere og politikere. Derfor bør § 17, stk. 4 udvalgene fremover bruges aktivt som et strategisk værktøj, der anvendes til udviklingsprojekter. Det forudsætter, at alle politikere går ind i arbejdet med åbenhed og uden ultimative krav.

Branding af Mors: 
Vi skal være bedre til at styrke Mors’ brand og fremhæve det, der gør øen særlig, både indadtil og udadtil. Vi skal både tale til dem, der allerede bor her, og til dem, vi gerne vil have med. Det kræver en målrettet, strategisk kommunikationsindsats og et selvstændigt budget til vores kommunikationsafdeling.


Byfornyelse: 
Byfornyelse skal tilpasses det enkelte område. Derfor skal kommunen gå i tæt dialog med borgerforeninger og lokale kræfter om både små og store tiltag. Samtidig skal vi gøre det nemmere for borgere at tage del i byfornyelsen, f.eks. ved at lægge jord eller grund til rådighed for nye ideer. Vi ønsker at etablere en ny byfornyelsespulje, som borgere kan søge, hvis de ønsker at nedrive deres ejendom, eller hvis de vil bidrage til at fjerne en usælgelig naboejendom.


Kultur og events i alle størrelser: 

Store events har sat Mors på landkortet. Skaldyrsfestivalen, Kulturmødet og 100 Miles er nogle af vores fyrtårne, der hvert år tiltrækker gæster fra hele landet. Både store og små begivenheder skal støttes og prioriteres. Lokalt initiativ skal mødes med opbakning, uanset størrelse.

Hver uge lanceres nye forslag frem til valget den 18. november.