Bæredygtighed der giver mening

Den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med den udvikling, vi ønsker på Mors. Vi skal forankre bæredygtighed på en måde, der giver mening i vores hverdag – og som præger den positivt og meningsfuldt. Ved at samarbejde om gode idéer og synliggøre de positive resultater skal borgere, virksomheder og det offentlige løfte den store – men nødvendige – opgave af hensyn til fremtidens Mors.
Sammenhængende natur:
Vi skal sikre sammenhængende naturområder, der både giver plads til et levende og produktivt landbrug og samtidig bevarer øens unikke naturværdier. Ved at placere nye boligområder i tilknytning til disse naturarealer kan vi skabe attraktive rammer, hvor det levede liv og natur mødes.
Overløb i fjorden:
Udledningen af næringsstoffer til Limfjorden skal fortsat reduceres, og øens rensningsanlæg optimeres for at forhindre, at skybrud medfører uønskede overløb i fjorden.
Den grønne dagsorden på skoleskemaet:
Børn og unge skal møde den grønne omstilling som en naturlig del af deres hverdag i dagtilbud og skoler. Vi vil give plads til flere samarbejder med lokale virksomheder og initiativer, så læringen rækker ud over klasselokalet og kobles til det liv, der leves i vores kommune. Det giver mere levende undervisning og gør eleverne klogere på, hvordan grønne løsninger kan bruges i praksis.